<% If Session("idUser") = 0 Or _ Session("idUser") = "" Then Response.Redirect "login.asp?ErrStr=Der opstod en fejl, log ind igen!" End If '//Hvis sessionen idUser = 0 eller intet bliver brugeren sendt til login.asp med en fejlmelding! %> Vejen Til Stalheim
Tilbage til Foto oversigt

Vejen til Stalheim.

Beretningen om en lille MC træningstur til Norge.

Denne foto historie er lavet af Johs.

Klik her for at se foto fra turen

Hen over vinteren 04/05 begyndte Marianne og Jeg at snakke om at det kunne være dejligt med en lille motorcykel ferie i Norge. Vi har ganske vist holdt ferie i dette skønne land hver sommer i mange år, men det har altid været i bil. Vores erfaring med at håndtere en MC på de kringlede veje var derfor ikke særlig stor, dog har vi i 2001været ved Sognefjorden på min gamle Kawasaki, og så nogle gange kørt den korte tur til Sørlandstræf i Arendal. Vores bilferier har for det meste været på Norges vestland, som efter vores mening er noget af det flotteste man kan opleve, så planen var fra starten at det var her vi skulle hen på vores første rigtige MC ferie i Norge. Valget faldt på Lærdal Feriepark ved Sognefjorden - her har vi været nogle gange før, og stedet er en god base for dagsture ud i alle retninger - og et rigtig godt område til at træne bjergkørsel på motorcykel.

Nu forholdt det sig sådan at vi også i år skulle på sommer bilferie i Norge, sammen med noget familie, så MC ferien kunne kun lade sig gøre i midten af maj. Det var ganske vist en anelse tidligt, men der var ikke plads i kalenderen på andre tidspunkter - og vi kunne jo være heldige at vejret var godt alligevel. Sideløbende med vores ferieplanlægning havde Bente fra MC Fornæs, og hendes fætter Bette Søren også planlagt et ferietur til Nordkap, men hen på foråret fik Bette Søren andre planer, og sprang fra.  Det endte så med at Bente hoppede med på vores "trænings tur" i stedet, for hun havde, ligesom os, en masse bil erfaring i Norge, men heller ikke så meget på motorcyklen.  

Overskriften til denne beretning  "Vejen til Stalheim" kræver nok lige en forklaring. På den føromtalte tur til Sognefjorden i 2001 havde vi 2 mål, at prøve Lærdals tunnellen på 24,5 km. og prøve Flåmsbanen. Da det var vel overstået fik vi en af dagene den ide at det kunne være sjovt at forlade de store veje, og så finde en lille vej ud i landskabet, for ligesom at se lidt fjeldgårde mm. Selv i dag - fire år efter - kan vi grine af at vi kunne være uheldige med vores valg, for vejen vi fandt gik næsten lodret opad, og allerede i det 4. hårnålesving var det slut ! ...jeg turde simpelthen ikke køre længere pga. svimmelhed og højdeskræk. Senere fandt vi ud af at netop denne vej er Europas stejleste, med en gennemsnits stigning på over 20 % og 14 skarpe hårnålesving, men det har alligevel irriteret mig lige siden at vi ikke turde køre hele vejen op. Så 2004 var vi igen i området, i bil, og prøvede så at køre op i bilen - og hvilken oplevelse - det er virkelig en barsk opkørsel. Nu kunne man så tro at jeg var tilfreds, men stædig som jeg er ind imellem, havde jeg besluttet at jeg en gang ved lejlighed ville køre op ad denne vej på motorcykelen. Nu kom chancen så på vores tur i maj, vi havde planlagt at prøve den allersidste dag, og mente at det måske var muligt når vi nu trænede en hel uge på andre knapt så stejle veje i området. Om det lykkedes denne gang kan du læse om senere i historien.  

Selve turen startede d. 16. maj da Bente, Marianne og mig selv kørte mod Brønderslev sidst på eftermiddagen, vi var så heldige at Bette Søren havde tilbudt husly til næste dag hvor vi skulle med færgen tidligt - så slap vi for at køre fra Grenaa midt om natten - og som ekstra gevinst havde Søren lavet en kæmpe grydefuld af "et eller andet" sammenkogt ret som smagte rigtig godt, og øller manglede der heller ikke denne søndag aften. Tidligt mandag morgen drog vi så af sted, de sidste ca. 30 km mod Hirtshals. Vi havde bestilt billetter til den nye Color Line rute til Bergen, inkl.. en 4 pers. kahyt da sejlturen tog 1 døgn, med kort mellemlanding i Stavanger kl. 21:00 samme aften. Derefter sejlede færgen videre til Bergen hvor vi ankom ved ottetiden tirsdag morgen. Kort før vi lagde til kaj i Bergen kom der en kraftig snebyge, vi kikkede bekymret på hinanden da vi så at der lå 5 cm. sne ude på dækket !  ....var det alligevel for tidligt på året at køre på motorcykel i Norge ? ...nå, men inden vi kom fra borde var sneen heldigvis smeltet igen, men det var  hundekoldt, kun sølle 4 varmegrader. Heldigvis skulle vi kun køre ca. 200 km. denne dag for at nå til Lærdal, hvor hytten vi havde lejet lå, men allerede efter 10 km. måtte vi stoppe op for at varme de stivfrosne fingre på motoren. Det blev til mange stop denne dag, pga. kulden, men vejret blev da lidt lunere jo længere vi kom ind i landet, og det endte næsten med at være sommer da vi nåede Lærdal midt på eftermiddagen. Efter indkvartering i hytten gik vi de ca. 600 m til Lærdal centrum og fik handlet lidt mad mm. Selv om der denne aften var ca. 15 gr. varme frøs vi alligevel, pga. den kolde køretur, men et dejligt varmt bad, efterfulgt af en hel del kopper Irsk kaffe endte med at få kropstemperaturen op på nogenlunde normal niveau igen.

Onsdagen var planlagt til en tur med Flåmsbanen, en bjerg jernbane som starter i Flåm ved Sognefjorden, og ender ved Myrdal station - 885 m over havet. Marianne og Jeg har kørt turen flere gange, men Bente skulle altså også opleve den fantastisk flotte tur. For at komme fra Lærdal til Flåm er der to muligheder, enten fjeldvejen til Aurland, eller Lærdals tunnellen på 24,5 km. som vi i øvrigt kørte igennem på vejen fra Bergen til Lærdal. Vi ville gerne have kørt ad fjeldvejen, men den var vinterlukket til 1. juni, så det blev altså tunnellen igen. Vi ankom til Flåm ved elleve tiden om formiddagen, købte billetter til en togafgang kl. 13:00, og fik så tiden til at gå med at spise madpakken og kikke lidt i de mange souvenir butikker på stedet, inden vi skulle med toget. Selve turen, som tog et par timer frem og tilbage, kan næsten ikke beskrives - den skal opleves, men lidt kan jeg da fortælle. Jernbanen bliver kaldt "tyvebanen" - det tog nemlig tyve år at bygge den, den er tyve km. lang, den har tyve tunneller og der omkom tyve arbejdere under anlægsarbejdet !!  Banen er i dag Norges største turist attraktion, og når der ca. hver anden dag i sommerhalvåret  ankommer et krydstogtskib til Flåm med et par tusinde gæster, er der virkelig gang i den. Banen er den stejleste på hele kloden, 5 % i snit, men det er nok den flotte natur og så de 2 ottetals formede vendetunneller der gør den så speciel - et fantastisk Ingeniør arbejde som ikke findes andre steder. Midt i hele systemet af vendetunneller passerer toget Kjosfossen på 93 m højde, hvor det stopper i ca. 10 min. Her kan man stige af på en platform og få nogle flotte billeder af denne kæmpe foss. Om sommeren kan man opleve en syngende Fe på et lille klippefremspring, ude midt i fossen, så man gør virkelig noget for at give den perfekte oplevelse.

Efter togturen kørte vi de ca. 40 km. tilbage til hytten i Lærdal, gennem Lærdals tunnellen for 3. gang, og købte vores aftensmad på den lokale grill bar. Dagen havde ikke budt på det helt vilde bjergkørsel, men derimod lidt tunnel træning. Lærdals tunnellen har i øvrigt 3 indbyggede rastepladser hvor man kan stoppe hvis man har lyst - det er en lidt underlig fornemmelse at stå inde midt i et bjerg - hvor der er godt 12 km ud til begge sider !

Om torsdagen havde vi planlagt en tur ad den gamle Kongevej som er en del af E 16, ca. 20 km. øst for Lærdal. Her kører man ind i en meget smal dal - ca. 30 m bred - hvor fjeldet står lodret op på begge sider. Turen igennem her er noget af det allerflotteste vi har set i Norge. Efter 5-6 km. er man igennem, og kommer til Borgrund Stavkirke. Her stoppede vi op og kikkede lidt på kirken udefra, inden vi vendte om og kørte et par km tilbage ad samme vej, til det der var målet for denne dag - Vindhellavejen. Det er sådan at i den meget smalle dal findes der 4 små stumper af tidligere vejføringer som de har været flere hundrede år tilbage i tiden. Vi ville gerne se Vindhellavejen fra 1843, også selvom vi skulle på en stejl gåtur på ca. 400 m, opad en stigning på 20 % - i motorcykel tøj ! Det blev en drøj tur op, men det var besværet værd for på toppen kunne vi stå og kikke ned over en masse skarpe og stejle sving, stablet op i klippeblokke, og det hele er lavet med håndkraft i 1843. Vejen fik en relativ kort levetid - den var alligevel for stejl da der begyndte at køre biler i Norge omkring år 1900. Det er ganske få biler der har kørt op her, bl. a. Norges første bil turist, en Hollænder, og det var i 1901. På P pladsen, hvor vejen starter, har man rejst en mindesten over denne bedrift. Det havde måske været mere på sin plads hvis der var rejst en sten over alle de heste der har slidt sig halvt ihjel når de skulle forcere denne vej - før bilerne kom til, og vejen blev jo reelt kun lukket fordi bilerne ikke kunne køre op !

Da vi havde set og fotograferet det vi skulle, kørte vi tilbage mod Lærdal, ad samme vej som vi kom, igennem den smalle og utroligt flotte dal. Da vi kom tilbage til Lærdal, fik vi den ide at vi kunne prøve at køre så langt op ad fjeldvejen til Aurland, som vi kunne. Vi var godt klar over at vejen ikke var ryddet for sne på toppen endnu, men vi ville køre så langt op vi kunne. Opkørslen fra Lærdal siden er nogenlunde nem, med en stigning på ca. 6 %, og det ville passe fint at starte vores "bjergtræning" på dette stykke. Det gik da også fint med at køre op i roligt tempo, og da vi nåede op i ca. 1000 m højde skiftede det pludselig fra tør vej til en ½ m sne, lige midt i et sving, og længere fremad var det hele et stort hvidt snelandskab - vi kunne ikke engang se hvor vejen gik ! Vi parkerede motorcyklerne med forhjulet i sneen - en lidt uvant fornemmelse - og gik så lidt ud i sneen. Vejret var, besynderligt nok, meget varmere heroppe end nede i Lærdal, også selvom der lå flere meter sne, så vi nød det gode vejr et stykke tid inden vi listede nedad igen. En flot tur som havde givet lidt øvelse i at køre opad i de Norske fjelde. Aftenen i Lærdal forløb som de foregående, først en lille spadseretur efter maden, og så kom der ellers sprut, chips og kager på bordet - ja,  jeg blev næsten kaffenarkoman i den uge vi var her - den Irske kaffe, vel og mærke !

Fredagen var planlagt således at vi ville gå lidt rundt i den gamle bydel i Lærdal om formiddagen, og eftermiddagen stod så på en tur ad fjeldvejen til Turtagrø. Vi sov lidt længe denne dag, og tullede så rundt og kikkede på de gamle huse i byen, fik handlet lidt ind til aftensmaden - vi ville lave en god bøf med masser af løg og kartofler til - indtil nu havde vi levet af rugbrøds madder og burgere fra det lokale gatekøkken. Middagsmaden ( rugbrød med flad pålæg ) tog vi denne dag i hytten, mens vi snakkede lidt om turen vi skulle på om eftermiddagen. Fjeldvejen til Turtagrø, som vi har kørt på masser af gange i bil, ville blive en del skrappere end det vi havde kørt på indtil nu. Mest bekymret var jeg for Marianne, for hendes Chopper motorcykel er ikke så nem at få med rundt i svingene hvis de er for skarpe, og det er de på denne vej, som også er meget smal og stigningen er ca. 10 %. Marianne kender udmærket vejen fra vores bilture, og hun var også godt klar over at hvis hun ikke kunne køre op her, ville hun ikke há en chance på vejen op til Stalheim som vi havde planlagt at prøve næste, og sidste dag i Lærdal. Nå, men vi kørte så fra Lærdal ved 13 tiden, mod byen Øvre Årdal, en tur på ca. 50 km. Her stoppede vi lige i centrum, fik en mundfuld kaffe og en smøg, inden turen op. Vejen op er som sagt meget smal, en personbil kan lige være der, men ikke lastbiler og busser. Jeg kørte forrest opad, og kunne skimte i spejlene hvordan Marianne kæmpede i hvert eneste sving - hun kunne lige akkurat komme rundt når hun kørte helt over venstre side af vejen før et sving - heldigvis mødte vi ikke en eneste bil på opturen, ikke så mærkelig for denne vej var nemlig heller ikke åbnet endnu. Det fik at se da vi var kommet helt ovenud, for da måtte vi stoppe fordi der lå 5 cm is på vejen ! Det fik vi så et par billeder af inden vi vendte om og kørte ned igen, og nu gik det allerede noget bedre for Marianne, hun havde lært teknikken med at komme rundt i svingene. Sidst på eftermiddage var vi tilbage i Lærdal, fik en god bøf med kartofler og bearnaise sovs til aften, og derefter lidt "godt" kaffe. Denne aften snakkede vi lidt om det der skulle ske næste dag - Marianne var noget bekymret, og spurgte direkte om jeg mente at hun kunne køre op til Stalheim. Det mente jeg nu godt hun kunne, for selvom vejen ville være dobbelt så stejl er den også bredere, og der er mere plads i svingene end på vejen vi havde kørt denne dag. Jeg kan huske at Marianne svarede at hun først ville beslutte om hun turde, når vi holdt nedenfor vejen og var klar til at prøve. Bente var frisk på alt hvad vi havde planer om, og sagde "i kører bare, så følger jeg med" ....jeg kan huske at jeg tænkte "ja, ja, vent nu bare til i morgen, så få vi sgu alle 3 vores sag for ! "

Vi kørte fra hytten lørdag ved 9 tiden, gennem Lærdals tunnellen for fjerde gang, til Aurland hvor vi havde et lille stop i byens centrum. Formiddagen skulle bruges til en sidste træningstur inden det store slag ved Stalheim. Vi ville nemlig køre op ad fjeldvejen til Aurland, men denne gang fra den anden side, så langt vi kunne komme. Vejen er ikke speciel stejl, men der er en del hårnålesving og en fantastisk udsigt ned over Sognefjorden - og enkelte steder er man "helt ude på kanten" hvor der ikke er rækværk. Det gik fint med at køre op, så vi endte helt oppe i ca. 1200 m. højde ved en låst vejbom - og kunne så ikke komme længere. Det gjorde nu ikke så meget for der var mildt sagt hundekoldt deroppe. Efter et lille studium af en parkeret snefræser, lidt fotografering af sne og motorcykler, kørte vi et stykke nedad igen. Vi havde på opturen set at der var et udsigts punkt hvor vi kunne parkere - det gjorde vi så, fik lidt kaffe og nød den storslåede udsigt, inden vi listede resten af vejen ned igen. Derefter fortsatte vi til Flåm hvor madpakken blev spist i græsset på havnen.

Der var en lidt underlig stemning mens madpakken blev spist. Der blev ikke snakket så meget - vi havde vist alle 3 lidt sommerfugle i maven over det der snart skulle ske. Marianne bekendtgjorde så at hun ville op til Stalheim Hotel, og hvis hun ikke turde køre op ad den stejle, kunne hun jo altid køre forbi stedet ad den nye vej, som går i spiraltunnel, og så tá bagvejen op - den er nem, går ligeud og med en stigning på kun 5-6 %. Nå, men vi kørte så de sidste 20 km. ud til foden af vejen, parkerede på en lille P plads og stod og kikkede opad. Vi så en enkelt personbil komme ned ad vejen, ganske forsigtigt i 1. gear ! Vi læste også om vejens historie på et lille skilt, om gennemsnits stigningen på 20 %, og om at den et par steder var hele 25 % !  Jeg var selv rimelig sikker på at jeg turde køre helt op denne gang. For det første fordi jeg jo havde prøvet i bilen året før, og for det andet fordi jeg denne gang ikke havde Marianne bagpå. Pigerne var knapt så sikre, så vi aftalte at hvis en af dem opgav undervejs, skulle de stoppe i et af svingene - der er det mest fladt, og nemmest at holde. Min opgave skulle så være at køre ned bagefter, hjælpe med at vende motorcyklen og få vedkommende guidet sikkert ned igen. Samtidig aftalte jeg med Marianne at jeg skulle have lidt forspring, så jeg kunne fortælle hende i samtaleanlægget hvis der kom modkørende trafik, f. eks. en stor bus på vej ned.

Vi fik hjelme på, og startede så på turen op - der er såmænd kun 1,6 km. op, og 14 hårnålesving - jeg kørte forrest, Marianne som nr. 2 og Bente sidst, og hele turen foregik i 1. gear. Allerede i 4. sving havde jeg tabt Bente af syne, så jeg spurgte Marianne, via radioen, om vi skulle stoppe i næste sving - det kunne jo være at Bente var væltet !  Marianne skreg tilbage "jeg fortsætter, jeg fortsætter ...jeg tør ikke holde her ...så vælter jeg simpelthen"  Jeg var næsten stoppet op, så Marianne overhalede mig rundt i svinget og kørte nu pludselig forrest. Samtidig kom Bente til syne igen, og gav tegn med hånden at jeg skulle køre. Jeg kom i gang igen - og det var ikke nemt på så stejl en stigning - fik indhentet Marianne, og endda overhalet hende så der var orden i systemet igen.  Halvvejs oppe var det slut med at kikke ud til siderne, jeg kunne mærke at der gik kuk i balancen, så jeg stirrede blot direkte på vejen foran mig resten af turen op....og vi kom altså op alle 3, helt uden problemer, men det var med rystende hænder at hjelmene blev taget af, og så brød vi alle 3 ud i en forløsende kæmpe latter. Det havde været en fed oplevelse, pigerne fik en masse ros for jeg syntes virkelig at det var sejt at de turde køre op ad Europas stejleste vej på motorcykel. De fik også begge at vide at når man kan køre op her, ja så kan man køre alle steder !  Jeg har selv kørt på motorcykel i 32 år, og har aldrig før oplevet noget så vildt ! ...så prøv bare selv hvis du kommer forbi - hvis du altså tør !!

Efter at vi havde sundet os lidt gik vi igennem hotellets underetage, om på terrassen. Det er tilladt for alle, også selvom man ikke er gæst på stedet. På terrassen kan man komme helt ud til kanten af den fjeldhylde hotellet er bygget på. Her er der en fantastisk udsigt ned over Nærøydalen, og vejen vi lige var kørt op ad. I højre side på terrassen findes en gammel maskingeværbunker fra krigens tid, som vi også lige var en smut nede i. Det første hotel på stedet blev bygget i 1895, men der har været brand 3 gange så den nuværende bygning er fra 1960. Ved siden af hotellet er der også etableret et Bygdemuseum som vi dog ikke nåede at se.

Da vi skulle køre fra Stalheim igen, foreslog jeg at vi tog den føromtalte bagvej ned til den nye vej. Jeg turde simpelthen ikke lokke Marianne ud på en nedkørsel hvor hun ville være nødt til at bruge forbremsen hele vejen - en chopper MC er pga. den lange forgaffel meget let at vælte på hvis man bruger forbremsen rundt i svingene. Så alle var enige om at den risiko ville vi ikke løbe, og derved risikere at ødelægge en ferietur som indtil nu var gået godt. Så vi tog bagvejen ned, og må så vente med nedkørslen til en anden gang. På vejen tilbage til Lærdal gjorde vi stop i Gudvangen, fik vores eftermiddagskaffe og nød det gode vejr. Hvis solen skinner er der altid dejligt i Gudvangen som er omkranset af stejle fjeldsider der også giver læ hvis det blæser, ja der kan næsten blive varmt som i en bageovn. Derefter fortsatte vi et stykke mod Flåm, men tog lige en lille afstikker på små 10 km, ned til Undredal for at se Norges mindste kirke. Vi skulle absolut há det hele med på denne sidste dag i området. Derefter var det direkte hjem til hytten, gennem Lærdals tunnellen for femte gang, som nu efterhånden var blevet kedelig at køre i - noget der bare skulle overstås så hurtigt som muligt. Desværre går det ikke at køre for stærkt igennem, for der er automatisk hastighedskontrol.

Søndag morgen var vi tidligt oppe. Vi havde pakket det meste lørdag aften, men skulle há læsset motorcyklerne og gjort hytten ren inden afgang mod Oslo - en tur på 330 km. Det lyder ikke af så meget når færgen først sejlede kl. 19:30 om aftenen, men man skal virkelig passe på ikke at forregne sig med tiden i Norge - de fleste steder tár det over dobbelt så lang tid at køre en strækning, som det ville tage at køre den samme i Danmark. Marianne og Jeg har lært det - det er gået galt for os flere gange når vi har været på bilferie - vi har prøvet at komme hæsblæsende til en færge 10 min før afgang, og det er for stressende. Vi havde derfor besluttet at vi ville køre så tidligt vi kunne, og se at komme et godt stykke vej ned mod Oslo først på dagen, så kunne vi jo altid slappe lidt mere af og regulere tiden med flere pauser senere.  Vi forlod Lærdal Kl. 9 og kørte stik øst ad E 16 til Borlaug. Her svingede vi til højre gennem Mørkedalen ned mod Hemsedal. Mørkedalen har fået sit navn fordi fjeldet skygger for solen det meste af dagen. Her er der goldt og øde, og den dag vi kørte igennem var det tæt på at være frostvejr - vi frøs ganske forfærdeligt og måtte de sidste 10 km. sætte farten ned til 40 for ikke at gå helt døde af kulde. Straks vi var ude af Mørkedalen, lige i udkanten af Hemsedal by, stoppede vi på en lille P plads hvor der heldigvis også var toiletter. Her blev handskerne lagt til opvarmning på motorblokken, mens vi tog på en lille gåtur ind i en skov for at se en lille foss. Stien derind var træls at gå på, men det gav i det mindste varmen i kroppen igen. Derefter fortsatte vi ca. 50 km. til Gol hvor vi holdt middagspause på en tankstation. Her var der til gengæld dejligt vejr, og midt i det hele kom en skøn gammel Ford T fra 1917 tøffende ind. Det var et ældre ægtepar der åbenbart var på den ugentlige indkøbstur. Hun kom tilbage fra Købmanden med et par poser, og så tøffede de af igen - og vi fik en oplevelse mere. 

Derefter fortsatte vi sydpå ad Rigsvej 7 i dejligt vejr og afslappet tempo. Vi havde masser af tid og holdt da også en del pauser, et enkelt sted holdt vi over en time på en rasteplads, lige ved siden af en sø. På Rigsvej 7 fik vi også en morsom oplevelse, da der et sted var asfaltarbejde. I Danmark klarer man trafik reguleringen med lyssignaler, men i Norge er man knap så moderne, for her har man en mand med et rødt flag i hver ende af det stykke vej der skal spærres af. Når der så skal sluses en række biler igennem ankommer en førerbil med roterende blink, og denne bil kører så forrest igennem vejstykket, med ca. 20 km/t ! ..det vil sige at der skal 3 mand + en bil til at regulere trafikken ved vejarbejde ! I første omgang virker det totalt oldnordisk, men ved nærmere eftertanke er det sikkert en god ide, for det er jo selvfølgelig sådan at man gør det af sikkerhedsmæssige hensyn - her er der ingen Brianbiler der kører ræs om ørene på vejarbejderne. Marianne og Jeg oplevede samme form for trafikregulering i 2001 - i endnu mere afslappet form. Dengang var der stillet en gammel lænestol og et lille bord op, lige på midterstriben. I stolen sad en ung gut, kun iført shorts og solbriller, og vinkede med det røde flag mens popmusikken drønede fra en lille radio han havde på bordet !

Efter ca. 10 min. stop blev vi guidet igennem vejarbejdet, og kunne fortsætte vores tur mod Oslo. Da vi var omkring 10 km. nord for Oslo begyndte det pludselig at regne, det første på turen, så vi tog lige et lille stop på en pendler rasteplads inden det sidste stykke ad E 18 ind til Color Line i Oslo. E 18 er lig med total trafik kaos, og denne søndag var ekstra tosset. Vi kom til at køre i en stor kø med 10 km/t så det tog lang tid at komme det sidste stykke vej. Vejret var samtidig blevet til hedebølge, så vi var helt våde af sved da vi endelig nåede færgeterminalen. Vi havde brugt 45 min på at køre 8 km, hvilket igen fortæller at man skal passe på med tiden når man kører rundt i Norge. Heldigvis var vi stadig i god tid, og kom til at holde forrest i rækken for motorcykler, og kom derved også først ombord, foran nogle Norske Senior MC folk som vi dog ikke kendte, selvom vi kender en del fra Sørlandstræf og vores egne træf.

Efter indkvartering i kahytten og omklædning til civilt tøj, gik vi op på øverste dæk for at nyde sejlturen ud gennem Oslo fjorden. Det er en flot tur den første times tid, så det skulle vi há med inden vi skulle spise. Da vi havde passeret Oscarsborg Fæstning var det blevet næsten mørkt og vi nåede lige at få et par billeder af Ø fæstningen, som man sejler meget tæt forbi. Fæstningen var den direkte årsag til at den Norske Regering nåede at flygte til England med alt guldet fra Nationalbanken d. 9 april 1940, da Tyskerne invaderede landet. Fæstningen holdt stand så tilpas længe at man nåede at læsse guldet på et tog, som så kørte længere nordpå i sikkerhed. Her blev det udskibet et par dage efter, og Tyskerne fandt aldrig ud af hvor guldet var blevet af. Det kom i sikkerhed i England - til efter krigen.

Efter en god middag - kl. 22 om aftenen - på "Color Festival" lavede vi turens sidste Irske kaffe i kahytten, og så ellers til køjs, godt trætte. Vi landede i Hirtshals mandag morgen, i et vejr der var koldere end vi havde haft i Norge, var lige en lille tur omkring Bette Søren, og så ellers bare sydover ad E 45 med et par pauser undervejs. Vi nåede Grenaa lige over middag, og tog afsked med Bente hjemme hos os. Det havde været en dejlig tur, uden uheld af nogen art, og vi var nu lidt stolte alle 3, for vi havde alle besejret Europas stejleste vej   . ...Vejen til Stalheim !

Johs.